1.4 AFGRÆNSNING
Jeg har af hensyn til specialets omfang fravalgt et læringsteoretisk perspektiv på mit problemfelt. En

naturlig forlængelse af min problemformulering kunne have været: Hvordan lærer den digitale genera-
tion bedst, hvilken rolle museumsinstitutionen har som læringsrum, og hvordan kan museerne benytte

IKT som læringsmiddel? Når man taler om museumsoplevelser, ligger der en implicit forståelse af læ-
ring – at oplevelserne skal udvide eller udforske brugernes forståelse af den formidlede kulturarv. Jeg

har imidlertid valgt at holde fokus på kommunikationen og kommunikationsmidlerne (IKT). Jeg er
interesseret i, hvordan museerne kan revidere deres eksisterende kommunikation og udnytte de nye

kommunikationsrelationer og -midler, så deres modtagere i højere grad vil rette fokus på dem og be-
nytte dem. I takt med det informationsteknologiske samfunds kompetencekrav har man rettet op-
mærksomheden mod læring som en livslang proces og som noget, der ikke er forbeholdt uddannelses-
institutionerne. Endvidere har udviklingen af IKT medført et fokus på, at læring kan kombineres med

underholdning og med fordel kan stimuleres gennem interaktion og samarbejde. Der ligger et stort og
endnu uudnyttet potentiale for museerne heri, da de netop er uformelle læringsinstitutioner, som folk

frivilligt vælger at besøge. Museerne har fokus på læring, men oftest i relation til undervisningssam-
menhænge. Der er således blevet oprettet et e-museum1, hvor undervisningsmaterialer fra de danske

museer og science-centre er samlet, men der er endnu meget lidt fokus på uformel læring blandt de
voksne og de mange grupper og familier, der besøger museerne. Der vil således være stof nok til endnu
et speciale, og jeg har derfor valgt at afgrænse specialet ved at sætte et skel mellem kommunikation og
læring, selvom de to områder i praksis er indbyrdes relaterede.