central magtposition

Decentralisering: Der er ingen central magtposition, beslutninger tages af individer baseret på
deres specifikke og lokale viden.
 Eksistensen af en sammenlægningsmekanisme, der neutralt og uden påvirkning kan konvertere
de individuelle beslutninger til en kollektiv beslutning (Surowiecki, 2004, kap.2-5; Dohn &
Johnsen, 2009, p.164-165).
Disse betingelser fulgte Brooklyn Museum meget nøje i deres bruger-kuraterede udstilling. Formålet
med udstillingen var at undersøge, om denne sammenlægningsmekanisme af massernes visdom vil
kunne overføres til en museumskontekst, nærmere bestemt om museets brugere (altså ”masserne”) vil

kunne kuratere en udstilling lige så vel eller måske endda bedre end museets faglige eksperter. Udstil-
lingen forløb gennem fire faser, hvoraf de tre første foregik online og den sidste som en udstilling i det

fysiske museum. Første fase var et ”open call” til de kunstnere, der ønskede at bidrage med et fotografi,
der dog skulle forholde sig til et specifikt tema ”The Changing Faces of Brooklyn”. I anden fase blev den
almindelige offentlighed så indbudt som kuratorer. Et til formålet udviklet elektronisk værktøj skulle
hjælpe brugerne til at vurdere værkerne på en skala fra mindst til mest effektiv i forhold til æstetisk
udtryk, de anvendte fotografiske teknikker og hvorvidt de enkelte værker holdt sig til temaet. Som en
del af vurderingen blev personerne bedt om at angive deres personlige viden om kunst på en skala fra
ekspertviden til ingen viden. I sidste fase blev 20 % af de fotografier, der af folk blev vurderet som de
bedste udstillet i museet. Resultatet af brugernes vurderinger viste, at mange af de samme fotografier
var blevet vurderet som de bedste. Derudover blev brugernes vurderinger efterfølgende sammenholdt
med vurderinger fra et ekspertpanel, heriblandt James Surowiecki og museets faglige ansatte, og her
viste det sig, at der var et stort overlap mellem eksperternes og brugernes vurderinger af fotografierne:

hvor brugerne er adskilte

Brugerne producerer indholdet, men museet kontrollerer distributionen. Netværket udgøres af indivi-
duelle ytringer i et kollektivt rum, hvor brugerne er adskilte og ikke kan interagere med hinanden. Det

ville være oplagt at lave en ekstra funktion, så brugerne kunne kommentere og debattere gennem
konversationel interaktion, hvilket i et rituelt kommunikationsperspektiv ville kunne give fællesskabet
karakter af en ”… sacred ceremony that draws persons together in fellowship and commonality.” (Carey,

J. W., 2009, p.15). Det er kendetegnende for det fleste museers webkommunikation, at interaktionsmu-
lighederne ikke er konversationelle, men snarere tilhører de tre andre interaktionsformer. Brooklyn

Museum er ingen undtagelse fra dette. Jeg vil underbygge denne påstand med endnu et eksempel fra

museets webkommunikation, før jeg afslutningsvist vil illustrere, hvorfor det overhovedet er begræn-
sende ikke at benytte den konversationelle interaktion i forbindelse med Web 2.0.

Brooklyn Museum havde i perioden marts til august 2008 en udstilling i bedste Web 2.0 stil, hvor pub-
likum kunne deltage som med-kuratorer. Udstillingen ’Click! A Crowd-Curated Exhibition’19 blev skabt

med inspiration fra James Surowiecki’s Wisdom of Crowds-teori. Som forklaret i kapitel 2.2 anvendes

denne opfattelse ofte som synonym for Web 2.0 på grund af webbets nye ”bottom-up” kommunka-
tionsform, hvor brugerne har lige så stor indflydelse som eksperterne. For at massernes visdom til-
sammen vil kunne give et bedre svar, er der dog ifølge Surowiecki nogle betingelser, der skal være

opfyldt:
 Meningsdiversitet: Hver person skal have sin egen mening.
 Uafhængighed: De enkelte individer må ikke påvirke hinandens opfattelser.

til hvilken interaktiv

stridende forventninger til hvilken interaktiv oplevelse, man som bruger går ind til. Lad mig illustrere
med to Web 2.0-inspirerede aktiviteter fra Brooklyn Museum.
Museet anvender en lang række Web 2.0-services, som på deres website er samlet under menupunktet
’Community’. Under ’Community’ finder man blandt andet punktet ’Network’, og her kan brugerne,
under sloganet ”Let us come to you!”, møde Brooklyn Museum på forskellige populære Web 2.0-sites

som Facebook, Flickr, Twitter, MySpace, Blip.tv, iTunes, Yelp og Foursquare.18 Det giver brugerne mu-
lighed for at holde sig opdaterede med Brooklyn Museums aktuelle informationer og aktiviteter på de

websites, som mange brugere ofte selv benytter. I forlængelse heraf har museet også udviklet deres
egen Facebook-inspirerede netværk på museets eget website; en såkaldt ’posse’, som giver brugerne
mulighed for at interagere med museet omkring fælles interesser vedrørende museets samling.

Med possen kan man skabe sin egen profil og komme med i museets netværk for at dele fælles interes-
ser. Problemet er bare, at man ikke kan dele noget med andre. Som det fremgår af billedet ovenfor, er

der fem funktioner, hvoraf man under fanebladet ’comments’ vil forvente en mulighed for at kunne
kommentere – men det gælder kun samlingen, og altså ikke hinandens profiler eller kommentarer til

samlingen. Det vil eksempelvis ikke være muligt at anlægge James Careys rituelle perspektiv på kom-
munikation i dette tilfælde, da netværket reelt ikke er et fællesskab. Selve interaktionen vil snarere

falde ind under paradigmet kommunikation som transmission, idet man ikke kan meget andet end at

klikke og vælge. Man har dog muligheden for selv at skrive indhold, som det fremgår af billedet neden-
for, hvor en bruger har skrevet en tekst om farven blå, og derfor kan interaktionsformen karakterise-
res som registrerende.

produceres af brugerne

Den registrerende interaktion foregår omvendt af den transmitterende interaktion, forstået på den
måde, at indholdet produceres af brugerne, mens selve brugen af indholdet kontrolleres af en central
instans. Denne kommunikationsform kan også forklares ved hjælp af McQuail og Windahls betegnelse

af kommunikation som a reaction to others. Interaktionen sker som reaktioner på andre brugeres ind-
hold eller på en anmodning fra den centrale instans som for eksempel ved opinionsundersøgelser eller

afstemninger – eller som det vil blive eksemplificeret i næste afsnit.
4.2.5 INTERAKTIONSBEGREBET I WEB 2.0 KONTEKST – ET EKSEMPEL FRA ”MUSEUM 2.0”
Hvorfor er disse fire interaktionsformer overhovedet relevante i forhold til mit problemfelt? Det bliver
de, idet man som museum inddrager webbet som redskab til at kommunikere og skabe oplevelser.
Umiddelbart vil man kunne sige, at de to første kommunikationsmønstre, transmittativ og konsultativ
interaktion, kendetegner de hjemmesider, der blev udviklet i webbets første fase, mens de to sidste er

mere kendetegnende for interaktionsformerne på Web 2.0, idet brugerne her har indflydelse på ind-
holdsproduktionen. Men ser man på såvel nationale som internationale museers webkommunikation,

er det næsten umuligt at finde den konversationelle interaktionsform, hvor både indhold og distributi-
onen er styret af brugerne. Dette hænger måske sammen med, at museerne er vant til at være autorita-
tive institutioner med ansvar for varetagelsen og formidlingen af kulturarven – og hvordan kan sådan-
ne opgaver lægges ud til museernes brugere på et åbent web, hvor alt kan blive genbrugt i andre sam-
menhænge? Brooklyn Museum17 har i flere tilfælde netop forsøgt dette ved at overdrage museets van-
te ekspertrolle til brugerne. Museet opfatter Web 2.0 som en oplagt mulighed for at skabe sociale rela-
tioner med og mellem brugerne og til at facilitere interaktive og lærerige oplevelser. Som museets In-
terpretive Materials Manager og Manager of Information Systems forklarer, er museets formål med

anvendelsen af Web 2.0 følgende “… to utilize Web 2.0 sites and services not only to reach out to our

young audience demographic, but also to provide interactive learning tools and relevant forms of inter-
pretation” (Caruth & Bernstein, 2007, p.1). Museet er nærmest blevet et state of the art “museum 2.0”

på grund af dets konsekvente inddragelse af Web 2.0 – dette ses både i deres tilstedeværelse på de
mest populære Web 2.0-sites og i selve Web 2.0 kulturen, som de har inddraget i deres mission og i al
deres formidling og kommunikation også i det fysiske museum: “We employed Web 2.0 to support the
Museum’s community-oriented and visitor-friendly mission, fostering the general public’s interaction and
dialogue with the institution” (Ibid.). Museets anvendelse af Web 2.0 er dog et eksempel på, hvordan
interaktion i nogle tilfælde kan blive lidt af et positivt buzzword og dermed risikere at give nogle mod

er der tale om det

3. Konversation
Hvis informationen produceres og ejes af informationsbrugerne, og kontrollen over distributionen

ligeledes ligger hos informationsbrugerne, er der tale om det diametralt modsatte kommunikations-
mønster i forhold til transmission, nemlig typen konversation. Den konversationelle interaktion er en

udfoldelse af interaktionsparadigmet. Her er der tale om to- eller flervejskommunikation, hvor der

eksisterer et reelt decentralt forhold mellem kommunikatorerne. De traditionelle afsender- og modta-
gerroller opløses, idet indholdet skabes i en gensidig og dynamisk proces, hvor afsender bliver modta-
ger og vice versa, hvilket Yoshikawas Double Swing model kan illustrere:

Den digitale generation på museum

Yoshikawas ”Double Swing Model” (Yoshikawa 1987:321, Askehave & Norlyk, 2006, p.40)
Konversationel interaktivitet formidler en kontakt mellem mennesker, og i websammenhæng kunne

det for eksempel foregå gennem en dialog, hvor brugere diskuterer eller i fællesskab producerer ind-
hold til et website som eksempelvis Wikipedia (Hoff, K. 2001, p.116). Ideelt set eksisterer der en sym-
metrisk fordeling af magten, så produktionen og kontrollen af indholdet vil være ligeligt fordelt mel-
lem parterne. Yoshikawas model er velegnet, idet den illustrerer kommunikation som en vedvarende

og ligeværdig proces, men er alligevel ikke helt tilstrækkelig, fordi den konversationelle interaktion

kan foregå som flervejskommunikation mellem mange parter. I vores hyperkomplekse globale net-
værkssamfund foregår kommunikationen ofte via internettet som en interaktion mellem flere parter

på forskellige tidspunkter, hvorfor kommunikationsmodellen må kunne involvere en større grad af

kompleksitet. Som Qvortups model af det polycentriske iagttagelsesperspektiv (kapitel 2.1) vil fler-
vejskommunikationens informationsudveksling kunne tage form som Yoshikawas Double Swing inter-
aktion, men på kryds og tværs synkront og asynkont mellem flere parter:

og hvem der på

Matricen tager sit udgangspunkt i to centrale forhold ved al informationsudveksling, nemlig hvem der

ejer og producerer informationen, og hvem der på et givent tidspunkt og med et givent emne kontrol-
lerer distributionen af den. Ved at krydse disse to forhold, fremkommer der en matrix med fire princi-
Information produceret
af center
Information produceret
af bruger
Distribution
kontrolleret af
center
Transmission Registrering
Distribution
kontrolleret af
bruger
Konsultation Konversation

Den digitale generation på museum

pielt forskellige kommunikationsmønstre. Jeg vil kort uddybe de fire, før jeg gennem et konkret ek-
sempel illustrerer, hvorfor begrebet især i Web 2.0 sammenhæng, kan forveksles.

1. Transmission
Jensen beskriver transmission i tråd med Shannon og Weavers kommunikationsmodel. Det vil sige, at
interaktionen foregår som McQuail og Windahl definerede som an action on – kommunikationen løber
udelukkende i én retning, fra afsender til modtager. Afsenderen kontrollerer valget af og tidspunktet
for den information, der skal distribueres til modtageren. Brugerens kommunikationsadfærd er her
reduceret udelukkende til modtagelse – som eksempelvis gennem broadcast-medier som radio og tv.
2. Konsultation
Ved konsultativ interaktion kan brugeren vælge blandt et eksisterende udbud af i forvejen produceret
information. Denne type af interaktion er eksempelvis gældende for internettets hypertekststruktur,
hvor brugeren kan klikke og vælge mellem forskellige tekster og dermed danne sin egen ikke-lineære

læsning – som eksempelvis ved et genstandsmuseum, hvor brugeren kan søge i en samling efter inte-
resse, eller som ved de hjemmesider, der generelt kan karakteriseres som Web 1.0. Man kunne derfor

udvide transmissionsmodellen med en feedback mulighed, som modellen her illustrerer:

fænomenerne omkring

at understøtte og facilitere deres formål. I museumskredse har flere netop opfordret til, at man ikke
bare anvender de nye teknologier som en magnet i sig selv. ”It’s the message, not the media” lød svaret,
da jeg lagde spørgsmålet ud til åben debat på museernes debatforum www.formidlingsnet.dk.3 Dette
speciales problemfelt er netop at undersøge fænomenerne omkring museumsinstitutionen, før jeg
giver nogle konkrete løsningsforslag til, hvordan museerne kan benytte IT til at understøtte og udvikle
deres kommunikation og deres formidling af viden til brugerne. Det er dog væsentligt at understrege,
at teknologideterminismen også har stor betydning for de problemstillinger, som museerne står over
for i dag. I mange tilfælde er det ikke bare de nye digitale muligheder men selve den kultur, der er
opstået omkring teknologierne, som vil få direkte indflydelse på, hvordan museerne kommunikerer og
skaber oplevelser i fremtiden – og det gælder ikke kun for deres hjemmesider, men også for det fysiske
museum. Jeg har derfor valgt at anvende betegnelsen det informationsteknologiske samfund, idet den
betoner begge de fænomener, teknologiske som samfundsmæssige, som vil komme til at få betydning

for museerne nu og i fremtiden. Jeg ønsker altså ikke at lægge mig direkte op af ét iagttagelsesperspek-
tiv, men vil i stedet se bredt på både teknologideterminismen og samfundsudviklingen – uanset hvil-
ken der så betinger den anden – men med en kommunikationsteoretisk vinkel og et anvendelsesorien-
teret fokus for øje.

Den globale digitalisering har fundamentalt ændret ved samfundets kommunikationsformer og orga-
nisationsformer – som den spanske sociolog og samfundsanalytiker Manuel Castells udtrykker det, er

vi trådt ind i et nyt kommunikationsunivers: Internet-galaksen. Udviklingen af World Wide Web har
gjort det muligt for internettet at omslutte verden i almindelighed og dermed er internettet blevet det
kommunikationsmiddel, der for første gang gør det muligt for stort set hele verdens befolkning at

kommunikere med hinanden på ethvert tidspunkt og fra ethvert sted (Castells, M. 2003, p.21). I mod-
sætning til Qvortrup tager Castells udgangspunkt i teknologideterminismen og hævder, at det er revo-
lutionen inden for informations- og kommunikationsteknologierne, der har medført det nye paradig-
me, som vi befinder os i, hvilket Castells betegner ”Informationalism” (informationsalderen) (Op.cit.

p.15). På basis af det nye teknologiske paradigme er der opstået en ny organisationsform, en ny social
morfologi, der forbinder os gennem decentrale horisontale netværk, hvorfor Castells betegner vores
samfund som netværkssamfundet. Dette samfunds logik bygger på værdien af at dele – at alle kulturer
kan komplementere og lære af hinanden ved at give og modtage og samarbejde gennem en evig proces
af informationsproduktion og kommunikation (Ibid.). Don Tapscott og Anthony Williams forsøger i
bestselleren Wikinomics fra 2006 at formulere en økonomisk teori, som netop bygger på samfundets

at udvikle mekaniske produktions

Samfundsforandringen kan ses ved, at vor tids samfund er på vej væk fra at være et industrisamfund,

hvis grundfunktion er at udvikle mekaniske produktions- og organisationssystemer, til at være et vi-
denssamfund, hvis grundfunktion er at håndtere kompleksitet ved hjælp af viden (Qvortrup, 2004,

p.35). Qvortrup giver nogle svar på, hvordan vi kan håndtere kompleksiteten inden for forskellige om-
råder. På det teknologiske plan er svaret informations- og kommunikationsteknologi, på det organisa-
toriske plan er svaret vidensbaserede, lærende virksomheder baseret på ”værdiledelse”, fordi den

enkelte leder ikke enerådigt kan træffe beslutninger for enhver situation, men kun kan sætte rammer-
ne for medarbejdernes selvledelse. På det individuelle plan er svaret kompetencer – evnen til at kunne

forholde sig til det, man allerede ved, og til at bruge sin viden anderledes (Qvortrup, 2002, p.11). For
individet vil det sige at udvikle kompetencer, for organisationer drejer det sig om at udvikle fleksible
og lærende strategier, og for informations- og kommunikationsteknologien gælder det, at relevansen
for anvendelsen skal findes uden for IT – det vil sige, at begrundelsen for at anvende IT ikke skal styres
af, hvad vi kan og bør gøre med IT men i stedet styres af, hvad vi ønsker at kunne og hvordan IT kan

hjælpe med til det (Qvortrup, 2004, p.15; Qvortrup, 2002, p.19). Ifølge Qvortrup er det altså de fæno-
mener uden for IT, som former – eller burde forme – brugen af IT til eksempelvis læring eller kommu-
nikation. Ved at identificere disse fænomener ved man bedre, hvad det er, IT skal medvirke til at hånd-
tere, facilitere eller skabe netværk for. Det er i denne sammenhæng yderst relevant for museerne, at få

identificeret fænomenerne uden for museets vægge og inden for de institutionelle rammer, for at an-
vendelsen af IT skal kunne understøtte, facilitere og udvikle museernes kommunikation af indhold til

deres besøgende eller gennem netværk med andre museer. Det kunne være at få identificeret spørgs-
mål som hvilket fortolkningsmatrice museet arbejder ud fra, hvordan dets institutionelle rammer og

organisatoriske systemer er, hvilke kompetencer de individer, der vælger eller fravælger at besøge et
museum besidder, hvad dets rolle er som vidensinstitution, mv. Ved at besvare sådanne spørgsmål kan
museerne få identificeret, hvad de ønsker med anvendelsen af IT og hvordan IT specifikt kan hjælpe til

udgangspunkt i tre

For at beskrive den aktuelle udvikling kigger Qvortrup på de samfundsformer, der går forud for infor-
mationssamfundet og tager her udgangspunkt i tre store samfundsfaser: Det traditionelle (før-
industrielle), det moderne (industrielle) og det hyperkomplekse (post-industrielle) samfund.2 Denne
skelnen er baseret på de strukturforandringer, der har præget perioderne; mens det traditionelle sam-
fund byggede på en differentiering mellem høj og lav, hvor det religiøse system var øverste klasse i
rangordningen, er det moderne samfund karakteriseret ved en funktionel differentiering. Med Qvor-
trups ord skiller funktionssystemerne sig ud og bliver selvstændige med hver sin funktion; viden-
skabssystemet og kunstsystemet frigør sig fra den religiøse dominans, det politiske system begrundes
magtteoretisk, det økonomiske system selvstændiggør sig osv. (Qvortrup, 2001, p.54). I løbet af det 20.
århundrede bliver disse systemer præget af en større kompleksitet: Videnskaben mister sin selvsik-
kerhed og tematiserer sit eget sandhedsbegreb, kunsten udfordrer skønhedsbegrebet, samfundets
forestilling om fremskridt og udvikling er ikke længere entydig, den moralske skelnen mellem godt og
ondt kommer i tvivl om sine egne kriterier – systemerne iagttager ikke længere kun deres omverden,
de iagttager også kriterierne for deres iagttagelser og derfor bliver de hyperkomplekse (Op.cit. p.55).

For en nærmere konkretisering af hvordan det hyperkomplekse manifesterer sig, kan man eksempel-
vis se på kunsten i dag. Her repræsenteres hyperkompleksiteten ved at stille spørgsmål til det, vi ken-
der; som billedet af kunstneren Stelarcs egen arm på specialets forside illustrerer, er en krop ikke læn-
gere bare en krop. Stelarc insisterer på, at der ikke findes faste enheder og opdelinger som eksempel-
vis mellem krop og sjæl – når vi siger krop, siger vi også tanke, og Stelarc vil med sin kropsmanipulati-
on Internet Ear have os til at nytænke funktioner som handling, sansning, tanke og følelse (Sønder-
gaard, M., 2010). Kunsten kan selvfølgelig være et ekstremt kommunikationsmiddel til at illustrere en
erkendelsesteoretisk opfattelse af samfundet, men Stelarcs pointe er den samme som Qvortrups: Nem-
lig at vi i vores hyperkomplekse samfund gentænker krop, bevidsthed, teknologi, kunst, viden, læring

osv. Der er åbnet op for nye erkendelser, og det betyder, at verden ikke kan repræsenteres gennem et
singulært princip; kunstens rolle er eksempelvis at skabe mulige perspektiver, som iagttagerne så selv
kan bruge til at skabe deres egne realiseringer med (Qvortrup, 2000, p.136-137). Qvortrup opererer
med tre semantiske korrelater til at forklare de tre samfundsfasers såkaldte fortolkningsmatrice – det
er begreberne deocentrisme, antropocentrisme og polycentrisme. Det traditionelle samfund betragtede

sig selv ud fra forudsætningen om, at Gud og det guddommelige var samfundets centrum (deocentris-
me), i det moderne samfund er det alment menneskelige i centrum – samfundet er skabt og styres af

mennesket og ikke af Gud eller guddommelige magthavere (antropocentrismen) og i det hypermoder-
ne samfund revideres de erkendelsesteoretiske grundlag og opfattelsen af, at der eksisterer én uaf-
hængig og overordnet optik (Gud eller mennesket) er blevet draget i tvivl (Op.cit. p.22). De tre faser og

deres socialsemantiske korrelater illustrerer Qvortrup således:

beskrivelser af informationssamfundet

Jeg vil gennem specialet anvende forkortelsen IKT for informations- og kommunikationsteknologi
frem for IT, for at fremhæve det kommunikative aspekt ved teknologierne, idet kommunikation er
selve omdrejningspunktet for dette speciale. IKT anses af mange som grundlaget for vores nuværende

samfund, hvorfor der forskes i et bredt spektrum af emner inden for IKT – det være sig mere teknolo-
giske forhold omkring udviklingen af IKT eller selve den menneskelige interaktion med IKT, også kal-
det Human Computer Interaction (HCI), eller forskning i IKT som læringsmidler. Informations- og

kommunikationsteknologi favner bredt. Det kan være alt, der foregår omkring en computer som

hjemmesider, tekstbehandling, multimedier osv., men IKT kan også være telefoner, håndholdte enhe-
der, TV, radio, informationsstandere og meget andet. Jeg benytter betegnelsen IKT om al den teknolo-
gi, der bruges til at formidle digital information og kommunikation gennem internetbaserede enheder,

hvilket vil sige computere og mobile internetbaserede enheder.

2. DET INFORMATIONSTEKNOLOGISKE SAMFUND

2.1 SAMFUNDETS TEKNOLOGIER ELLER TEKNOLOGIERNES SAMFUND?

Vores samfund i dag er blevet betegnet ved hjælp af flere forskellige begreber, som hver især kan ud-
gøre en rammende beskrivelse af samfundet. Der tales om det postmoderne samfund, videnssamfun-
det, informationssamfundet, netværkssamfundet, kommunikationssamfundet, det hyperkomplekse

samfund og sikkert flere endnu. Lars Qvortrups betegnelse det hyperkomplekse samfund fungerer som
et godt udgangspunkt for at forstå, hvad de fleste samfundsbetegnelser med hvert deres udgangspunkt
forsøger at beskrive. Ifølge Lars Qvortrup er der tilsyneladende to ting, der er blevet en slags fælleseje

for de aktuelle beskrivelser af informationssamfundet. Den ene ting er teknologideterminismen, hvil-
ket vil sige troen på, at samfundsforandringer kan begrundes i teknologiske forandringer. Den anden

ting er samfundsudviklingen. Spørgsmålet er, hvad der kommer først og betinger det andet – teknologi

eller samfund? Qvortrup vælger selv at tro på, at samfundet udvikler problemer, som det derefter for-
mer teknologierne for at løse – men disse udviklede teknologier kan så udløse nye problemer, så der-
for er det snarere et spørgsmål om, hvilken analytisk vinkel man lægger (Qvortrup, L., 2000, p.26). Jeg

vil nu kort følge Qvortrups iagttagelser først af samfundsudviklingen og dernæst kaste et bredere per-
spektiv på den teknologiske udvikling.